Tiden går og klokken slår, og der er snart kun 5 uger til termin. Og kun 4, hvis alt går, som det skal. Lillesøster blev skønnet til 3 kg i mandags, så hun stiler mod at få samme størrelse, som storebror havde ved fødslen. Dog blev Villads' fødsel kompliceret pga. af hans størrelse, så bliver formentlig sat igang 39+0. Glæder mig til scanningen om 1 uge, så vi får et endelig svar på størrelse og videre plan. Kan godt mærke, at den scanning er længe ventet, da jeg har brug for et "endelig" svar, så jeg ved, hvad jeg har at forholde mig til. Er ikke egentlig bange for fødslen, for har klaret to fødsler indtil videre uden smertestillende eller lign, og Villads var ikke svære at føde end August på trods af 800 g forskel, men de sidste par minutter, hvor det hele blev meget kritisk sidder stadig dybt i mig. At føde et livløst barn er bare ikke det man forventer, når man ligger sig på fødestuen. At se sit blå, slappe barn blive båret væk, mens der er helt stille mellem personalet på stuen, er en oplevelse, man gerne vil være foruden. Kan huske, jeg blev ved med at sige "hvorfor siger han ikke noget?". Heldigvis gik der kun ganske kort tid, inden han var klar igen. Og han har absolut ikke taget det mindste skade af forløbet!!!
Men selvom det er min sidste graviditet, så glæder jeg mig snart til at komme af med maven og få hende ud til os. Glæder mig til at se, hvad hun er for et lille væsen. Og er spændt på, om vi kan finde ud af at være pigeforældre...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar