tirsdag den 30. oktober 2012

Verdens lækreste æbletærte

Det her er nok verdens nemmeste æbletærte. Og den smager fantastisk!

5-6 æbler -med eller uden skræld efter smag og behag
2 dl. sukker
2 dl. mel
100 g smør eller margarine
evt. vaniliesukker eller kanel
ca. 15 mandler
Græsk yoghurt, creme fraiche eller lignende

Skær æblerne i tynde både og placere dem i et smut tærtefad. Drys evt. med lidt vaniliesukker eller kanel.



Skær margarinen i små tern og put dem i en skål sammen med mel og sukker.

Smuldre det hele godt sammen, så margarinen bliver findelt. Hæld massen over æblerne.
 

Hæld kogende vand over mandlerne og smut dem. Læg dem herefter over på æblerne.
 

Bag tærten i ovnen ca. 30 min på 180 grader til den er gylden.
 
Serveres med fx. græsk yoghurt eller creme fraiche rørt med vaniliesukker.
Velbekommen!
 
 

mandag den 29. oktober 2012

Årets halloweenfest

Som traditionen tro har vi igen i år holdt halloweenfest. En hyggelig eftermiddag i gode venners tegn med nybagte boller, uhyggelige småkager, lækker gulerodskage og varm kakao. Og så selvfølgelig også græsmand-produktion!









søndag den 28. oktober 2012

Min 1. kreaklub-søndag


Først vil jeg lige starte med at sige velkommen til alle de nye læsere! Og til alle, tak fordi I har taget så godt imod min give away.
Jeg har lavet mig en lille kreaklub. Der er lagt op til, at man kan lave lige, hvad man lyster af kreative ting. I dag blev det dog primært til syning. selv om det ikke er det, de andre gør så meget i.
Pga. sygdom var vi kun 3 i dag, men det gjorde ikke dagen mindre hyggeligt. Desværre havde vi lidt problemer med maskinparken, og vi endte med, at det kun var min, der ville køre. Det var dog også to gamle damer, der var kommet på besøg, og Fru Elna Lotue kunne vi ikke tråde, og Fru Singer sagde stop efter 1½ times tid.
Jeg fik kun syet en enkel soveand(som endnu ikke er fotograferet), og resten af tiden forsøgte jeg mig som symaskinereperatør og lærer. Men hyggeligt var det!


tirsdag den 23. oktober 2012

Give away -Ora uret fra Kähler kan blive dit

Dem, der følger mig, ved at jeg er svært begejstret for Kähler, og endelig kan jeg præsentere min første sponsorede give away! Og hvilken een!
Jeg er så heldig (min mand er ikke enig), at hans barndomsven i sommers fik arbejde hos Kähler. Vi har længe snakket om at få stablet en give away på benene, og nu er den klar. Jeg har næsten haft frit valg på alle hylde, men i samråd med vennen blev det til det lækre lækre hvide Ora ur. Og så i den store udgave!

Uret er designet af Jonas Trampedach og Birgitte Due madsen.
Om uret skriver Kähler
Når Ora-uret hænger på din væg, vil du hver dag nyde at se, hvordan de udhvælvede tal kaster diskrete skygger rundt langs urets kant. Kontrasten mellem keramikken og plexiglasset, som viserne er lavet af, giver det enkle vægur kant og et moderne udtryk.
Det stramme og moderne formsprog er uden unødige detaljer, netop for at Ora skal fremstå som et funktionelt og stilfuldt brugsobjekt. Den renhed, der præger formsproget, betyder, at den traditionelle grænse mellem maskulint og feminint udviskes. Dermed vil du opleve, at Ora har et skulpturelt præg, der appellerer til begge køn og som gør, at uret ikke blot er en praktisk brugsgenstand på væggen, men glider ind som en del af din indretning og hjemmets dekoration.


Der er 3 muligheder for at deltage i denne skønne give away

1) Du deltager med 1 lod ved at blive/være fast læser og skrive en kommentar.  
2) Du deltager med 5 lodder ved at blive/være fast læser, skrive en kommentar og linke til give away'en på din blog(brug billedet i toppen). 
3) Du deltager med 7 lodder ved at blive/være fast læser, skrive en kommentar, linke til give away'en på din blog og "synes godt om" Kähler på facebook.
Husk at skrive en mailadr, hvis du ikke selv har en blog eller har en blog uden offentlig tilgængelighed, så jeg har mulighed for at komme i kontakt med dig.

Vinderen udtrækkes d. 1/12-12

Ps. Kähler holder lagersalg fra d. 1/11-4/11 på Mosevej i Næstved

mandag den 22. oktober 2012

Garn til grænsen

Jeg har meldt mig til at deltage i dette skønne projekt "Garn til grænsen", hvor det er lagt op til at mødes om garnet på tværs af kultur og baggrund.
Jeg har endnu ikke de store strikke/hæklefærdigheder, men de to damer bag projektet vil gerne lære fra sig på de to dage, hvor projektet løber af stablen.
Læs mere om tiltaget her

lørdag den 20. oktober 2012

Fruens plantage

Næstved Kommune har de sidste par år forsøgt at gøre naturen i lokalområdet mere aktraktivt at færdes i. Der er bl.a. blev anlagt flere naturlegepladser, shelter/bålpladser, fodsporet mm.
Ganske få minuter fra vores hus og lige uden for byskiltet ligger Fruens plantage. Et fantastisk område i et noget bakket terræn på åsen.
Vi tog et smut derud den anden dag for at nyde efteråret. Vi så masser af røde fluesvampe, besøgte Fruens ly(shelter/overdækket bålplads) gik op/ned ad bakke og stejle skrænter, legede på legeplads, drak varm kakao og spiste lidt frugt.
Hvis I en dag skulle komme forbi området, så er det absolut et besøg værd.









fredag den 19. oktober 2012

Efterårsferie i Legoland

Min mor arvede lidt penge her i sommers, og hun var så sød at give en tur i Legoland med overnatning på Lego Hotel. Det kan varmt anbefales at ha' 2 dage i Legoland, og det var gode værelser og fantastisk morgenbuffet!
Alle -både store og små- nød begge dage i fulde drag, og det er fedt, at alle kan få dækket deres behov for forlystelser. Og så var det super hyggeligt med edderkopper, spindelvæv, græskar, troldmænd og hekse over det hele.
Ps. Dette er ikke et sponsoreret indlæg. Vi er bare glade for lego...











søndag den 14. oktober 2012

Sommerlig kjole -måske lidt sent på året...

Er nok lidt sent på den ift. kjolens lette sommerudtryk, men synes stoffet er så sødt. Den mangler lige den sidste pyntedetajle, men jeg ved endnu ikke, om det skal være en hæklet blomst eller et bånd.
Kjolen er syet til mhb. på julebazaren, så nu må vi se, om den er til at komme af med...

lørdag den 13. oktober 2012

Puder med ugleprint

August var på miniferie hos moster Nille i sidste weekend, og hun har fornyeligt syet sig en ugle pude. August var fuldstændig tosset med den, og da jeg alligevel var forbi Stof og Stil i løbet af ugen, hvor stoffet kan købes, blev jeg nødt til at handle ind til et par ugle puder til drengene. Bagsiderne er pimpet lidt op i en klar blå på Augusts og klar grøn på Villads', så de passer ind på værelserne
Og drengene blev super begejstret for dem!

fredag den 12. oktober 2012

Toilettaske i en storedreng udgave

Vi havde besøg af mandens kusine i sidste weekend, og da hun så cafépusletasken/toilettasken i "babyudgaven", bestilte hun een i en storedrengs udgave. Hun har en plejesøn på 12-13 år, og han ejer endnu ikke sin egen toilettaske, så hun mente, det var en oplagt opgave for mig. Den måtte gerne være i de grønne nuancer. Synes selv, den har et fedt udtrykt med de grønne neoptråde og et strejf af orange.

torsdag den 11. oktober 2012

Cafepusletaske

Jeg har forsøgt mig med en større udgave af "makeup-pungen". Havde tiltænkt mig, at jeg ville sælge den som cafepusletaske, da den er foret med voksdug. Synes måske, den er et nummer for stor, så der er allerede indkøbt lynlåse til en lidt mindre udgave.

tirsdag den 9. oktober 2012

Vis mig din soveand

Jeg har nu også fået lavet min første soveand. Jeg har kikket på den mange gange i min "Bo Bedre Kreabog" uden at få gjort noget ved det, men efter at set den rundt omkring i blogland, så har denne søde rapand dagens lys. Jeg skal lige øve mig lidt på at få syet fødder og næb pænt på, og broderistingene skal vist også finpudses lidt, så det bliver ikke den sidste and, der kommer gennem maskinen.
Hvordan ser din soveand ud?

fredag den 5. oktober 2012

Terner til Iphonen

Jeg er IKKE indehaver af en Iphone, men skulle lige prøve Binemors DIY. Tænker det kunne være en god idé at ha' et par stykker af disse med til den foromtalte julebazar. Den passer også til en Samsung Galaxy og en Sony Erikson Experia...
Og så har endnu en makeuppung set dagens lys. Store dots, brun lynlås og gule stikninger.


torsdag den 4. oktober 2012

Flagranker i pigeversionen

Der er blevet syet flagranker i pigefarver i lange baner. Mangler lige et par stykker mere...